Fjordgade

  retur

Løgstør (Løgstedøre) er opstået på baggrund af sin beliggenhed ved Limfjorden, og Fjordgade er byens ældste og oprindelige hovedgade. Det var det store sildefiskeri, der fik byen til at vokse og ligeledes blev årsag til en rivalisering med de andre småbyer ved Limfjorden og særligt Aalborg.


Klik her for helt billede!

I 1598 blev der på grund af klager fra Aalborg nedlagt kongeligt forbud mod, at byen drev købmandshandel med korn, kramvarer m.m., og på samme vis var det Aalborg, der fik forpurret, at Løgstør blev købstad, da der i 1752 blev ansøgt om dette

Af en "Turistberetning" fra 1795 fremgår, at byen kun havde én gade, og det var langs med vandet. Til at begynde med hed den Nørregade. Den nævnes i 1806, men ret hurtigt fik den navnet Fjordgade. Det var den første gade, der blev brolagt i 1863. De fleste andre gader blev aldrig brolagt, men belagt med "Løgstør tjære" omkring 1915.


Klik her for helt billede!

I 1818 påbegyndte to håndværkere Jens Theilmann og Jens Dahl sammen med herredsfogeden en vurdering af samtlige ejendomme i Løgstør til brandtaksation, og der blev samtidig fremstillet et bykort. Byen bestod dengang kun af Fjordgade med baggader, Vægtergade og Skolegade, og en vestlig udløber over til skrænten og hen til krydset mellem Nibe- og Viborgvejen.

I 1977 er Fjordgade fra nummer 50 ændret til Havnevej.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Lokalhistorisk Arkiv for Løgstør og Omegn.
Læs mere

Kilder:
Lokalhistorisk Arkiv for Løgstør og Omegn


Gadeskilteprojektet er et samarbejde mellem de lokalhistoriske arkiver i de fire byer,
Vesthimmerlands Museum og Vesthimmerlands Kommune, der finansierer og er tovholder på
formidlingsprojektet.